tirsdag den 27. november 2007

Forslag til en fælles blog

Kære arrangementsfolk
Var det ikke en ide at lave en arrangementsblog, som både I arrangementsansvarlige og andre interesserede kunne bruge til at udveksle erfaringer og ideer på.
Helt personligt synes jeg det ville være fedt at få en lille rapport efter et overstået arrangement: om hvordan det gik, hvad var godt og hvad var mindre godt og hvad skal man huske til næste gang.
I betragtning af, hvor mange ressourcer I lægger i både at udtænke, planlægge og afvikle arrangementerne (når vi andre er gået hjem!), så synes jeg, at en synliggørelse for både ledelse og kolleger af alt dette vil være helt oplagt. Hvad siger I til det?
Med venlig hilsen
Inge

søndag den 25. november 2007

Ny startside

Det har været helt sjovt at kreere sin personlige startside. Jeg valgte Google i den tro, at det er lettere at forblive i Google-universet, samtidig med at jeg faktisk er træt af at lade mig styre sådan styre af mastodonten.
Det gik nu heller ikke helt let med at designe forsiden, da programmet gik ned adskillige gange undervejs under flytningen af diverse gadgets. Men jeg da fået tilføjet forskellige nyhedstjenester samt Gul & Gratis, hvor jeg hvert minut får tilbud om alt fra bildæk til Gucci-tasker!
Skal jeg for alvor have glæde af forsiden, skal jeg have gjort min gmail aktiv. Jeg må spørge vores IT-tekniker, om det kan lade sig gøre at få videresendt alle mine mails fra bibliotekets mail-server.

lørdag den 24. november 2007

RSS for nyhedsnarkomaner

Nu har jeg vist mere eller mindre ufrivilligt rodet rundt i alle kroge af Google Reader og kan bestemt se ideen i "so ein Ding", selv om jeg klart foretrækker - og elsker - at få nyhederne serveret ved søndagsmorgenbordet.
Vibeke fra Horsens har i sin blog anbefalet Kim Elmoses "Guide i at bruge RSS", og den er ganske rigtig fin og overskuelig.
Jeg har gjort Google Reader til min startside, for ellers glemmer jeg bare at få dem læst: nyhederne fra Politiken, Deichmanske Bibliotek og så Biblog, som jeg tager hatten af for. Det kræver altså en god portion entusiasme hele tiden at holde den ajour.

fredag den 9. november 2007

Jeg nåede det

Så er jeg næsten igennem her fredag eftermiddag. Det har bare været helt vildt at følge med i alle de blogs, der er kommet på i løbet af ugen, og hvor forskellige og eksperimenterende de allerede er. Ja, faktisk virker det som om alle er gået helt amok - og vupti - fandt jeg mig en lidt fancy titel til min blok - for smart skal det jo være!

Jeg satser på at redigere og layoute blokken undervejs - lige nu gælder det bare om at være på.